Ønsker du som ejer i E/F Lykkens Gave at udleje (enten din lejlighed eller enkeltværelser), så finder du her nogle informationer, som du bør være bekendt med.
Af vedtægternes §17 fremgår vedrørende udlejning:
17.2
Udlejning kan ske efter følgende retningslinjer: Enkeltværelser kan frit og tidsubegrænset udlejes, såfremt ejer fortsat bor i lejligheden, og såfremt det samlede antal beboere i lejligheden herefter ikke overstiger antallet af værelser.
Ejerlejligheder til beboelse kan i sin helhed udlejes tidsbegrænset, såfremt der gives forudgående meddelelse om udlejningen og lejers navn(e) til bestyrelsen og administrator. Der skal udarbejdes lejekontrakt, hvoraf det skal fremgå, at lejeforholdet er tidsbegrænset, og at det lejede er en ejerlejlighed. Udlejning til ejers egne forældre, bedsteforældre, børn og børnebørn er tilladt tidsubegrænset. Bestyrelse og administrator kan kræve lejekontrakten forevist.
17.3
Ejerforeningen har over for enhver lejer samme beføjelser med hensyn til krænkelse af de lejeren påhvilende forpligtelser - også i henhold til eventuel husorden - som ejer har over for lejer, og ejerforeningen kan selvstændigt optræde som procespart over for lejer, eventuelt sideordnet med ejer. Det påhviler ejer at foranledige denne vedtægtsbestemmelse indføjet og fremhævet i lejekontrakten. Manglende iagttagelse af dette anses for væsentlig misligholdelse fra medlemmets side. Det er et krav, at vedtægtsbestemmelsen § 17, stk. 3 indføres i lejekontrakten, så lejeren er gjort opmærksom på dette.
Bor du én person i en toværelses lejlighed, kan du frit udleje ét enkeltværelse til én person, men ikke flere personer.
Bor I to personer i en toværelses lejlighed, kan I ikke have lejere boende.
Bor du/I ikke i lejligheden, men har bopælsadresse et andet sted, skal bestyrelsen og administrator altid informeres forudgående, også hvis det drejer sig om udlejning på dags- eller ugebasis.
Som udlejer bedes du henvise dine lejere til vores hjemmeside lykkensgaveiordrup.dk, hvor husordenen og Gentofte Kommunes retningslinjer for affaldssortering er at finde samt andre informationer, som kan være nyttige i forhold til at bo i Lykkens Gave.
Ved henvendelse til Viceværten (Rasmus - [email protected]) vil denne sørge for, at der kommer navneskilt på dørtelefon og postkasse.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vores administrator hos Newsec.
Bestyrelsen vil se frem til at kunne tage godt imod din lejer.